Udtalelse fra Marianne Grønnow billedkunstner og lærer på Aarhus Kunstakademi :
Merete Lykke går til sine figurative malerier med fandenivoldskhed og befriende handlekraft og hun bruger sin egen krop som udgangspunkt for tematikken om den aldrende kvinde. På den måde fungerer hun både som den seende og den sete. Som både kunstner og model.
Hun zoomer ind på meget af det, man i mainstream ikke afbilleder hos kvinder. Det kan fx være store fødder, der kompositorisk ligger helt fremme i billedet eller rynket hud malet akvarelagtigti grønlige og lilla farver. Eller der er kun enkelte kropsdele på billedet, så det nærmer sig det abstrakte. Alt udført med en energisk humor og til sammen bliver det en fejring af kroppens landskaber.
Meretes arbejdsfelt er mangesidigt og består ud over malerier af akvareller og fotos.Sideløbende med det figurative maleri, er der også en levende interesse for det abstrakte.
Uddrag fra Kunstavisen